Sporbyggeri kan være en sjov, aktiv og givende oplevelse, der opbygger et fællesskab blandt mountainbikere, der gerne vil være med til at skabe noget positivt og blivende for den lokale cykelsport.
Hvis man sætter pris på spændende nedkørsler og spor med flow og naturoplevelser, er det nødvendigt at bygge og vedligeholde spor til downhill, cross country og endda pump tracks for at få mest muligt ud af sin mountainbiking. Det kræver en masse sved og hårdt arbejde at fjerne rødder, flytte sten og lægge grus, men der er også en del planlægning bag kulisserne, som skal tages i betragtning, når der skal bygges spor. Derfor har vi inviteret Mary Wragg-Moncorge og Matt Wragg til at fortælle os om nogle af deres seneste aktiviteter og erfaringer med at forbinde mennesker med naturen – et tema, som vi vil fortsætte med at udforske – ved at forme og vedligeholde MTB-sporene omkring deres hjem i Sydfrankrig.
Derfor har jeg kastet mig over sporbyggeriet. Læs mere om dem i det følgende.
Jeg ved præcis, hvad jeg skal gøre her. Kropsvægten lidt bagud, ret cyklen op på linjen, lad den løbe nedad. Det er bare en lille rende med stentrin, men jeg kan ikke cykle den nu.
Siden jeg nåede den sjette graviditetsmåned, har min krops vægtfordeling været helt forkert. Kalkuleringen af risiko kontra gevinst ændrer sig dramatisk, når man er gravid, og selv hvis jeg var i stand til at køre denne sektion, kunne det være katastrofalt, hvis det gik galt. Så jeg trækker.
Arbejdet på sporene har været min trøst på det seneste: Jeg kommer stadig i kontakt med naturen, som jeg elsker, bare på anden måde. Cykling (og sport generelt) har altid været min indgang til naturen og min terapi, når jeg har følt mig ked af det, vred eller irriteret over verden. Så tager jeg bare min cykel og kører en tur, indtil jeg er faldet til ro igen. Så nemt er det.
Hvordan klarer man så livet, når man er ved at miste sin terapi?
Der er ingen vej uden om, at man som kommende mor er under et vist pres for at vise verden, hvor glad og lykkelig man er. Men for at være ærlig, så har det ikke føltes sådan for mig. Trætheden og kvalmen hele vejen gennem mit første trimester var næsten uudholdelig. Jeg er bekymret for, hvordan mit liv snart vil se ud ... og det værste af det hele? Jeg kan ikke længere bare tage ud på min mountainbike for at klare tankerne.
Det er ikke helt rigtigt, at jeg ikke kan cykle mere; jeg kan klare halvanden til to timer i et moderat tempo, men derefter falder min energi. Hårdt.
Jeg har simpelthen ikke kræfter til at køre de lange ture, som jeg elsker så meget. Jeg kan heller ikke køre intervaller og bakkerunder for at brænde frustrationerne af, og jeg er nødt til at holde mig fra de stejle, tekniske spor, som jeg elsker allermest.
Derfor har jeg kastet mig over sporbyggeri. Når de fleste tænker på sporbyggeri, kommer de nok til at tænke på store mænd, der går ude i skoven med tungt værktøj. Og det er sikkert tiltalende at sidde ved sit skrivebord på arbejdet og forestille sig at lege skovhugger hele dagen, men sådan er det sjældent i virkeligheden her i Sydfrankrig.
Ideen om at skabe noget nyt er forførende, men noget af det første, som de fleste finder ud af om sporbyggeri, er, at medmindre man er heldig nok til at eje et egnet jordstykke, skal man først have tilladelse fra lodsejeren for at bygge et nyt, lovligt spor. Og det kræver højst sandsynligt også godkendelse fra de lokale myndigheder – for ikke at nævne de komplekse overvejelser omkring naturbevarelse, arkæologi og potentielle indvirkning fra sporbyggeriet på landbruget og det lokale dyreliv.
Da jeg talte med de fuldtidsansatte sporbyggere i bjergområdet Vars, fandt jeg ud af, at de kun forsøger sig med en enkelt ny linje med nogle års mellemrum, fordi det administrative arbejde er så tungt.
Her i Frankrig har vi spor, der er ældre end den moderne civilisation. Der har boet mennesker i disse dale i mindst 5.000 år; de oprindelige, første spor og stier blev anlagt af soldater, jægere, købmænd, landmænd og endda røvere. Med tiden blev de anerkendt som officielle stier og veje. Det er ikke en overdrivelse at sige, at der er et spor på hvert bjerg og i hvert pas. Med så mange lovlige stier og ingen sporbyggerforeninger i vores område, er der mere arbejde med vedligeholdelse af spor, end der overhovedet kan lade sig gøre!
Fordi jeg ikke kan køre på de meget klippefyldte sektioner, er det vigtigste og mest nyttige for mig lige nu at vedligeholde sporerne omkring vores hjem – at bevare deres linjer, så de ikke bliver for tilgroede eller uhåndterlige.
På den hårdtpakkede og stenede jord behøver sporets form sjældent at blive justeret; det handler bare om at trimme bevoksningen og fjerne afklip og skrald. Det betyder, at vi i stedet for at køre op med entreprenørværktøj og motorsave tager hækkeklippere, river og grensakse med.
Det er hårdt arbejde – men det er hårdt arbejde, som jeg kan klare, og det får mig tilbage ud i bjergene, hvor det bare er mig selv og sporet. Det er præcis, hvad jeg har brug for.
Er du blevet inspireret af Mary og Matts sporbyggeri? Så se vores seneste film og historier online og find ud af, hvordan andre sætter deres aftryk (både på og uden for sporene): https://mtb.shimano.com/dk/stories/.
Biografier:
Matt Wragg er freelancefotograf, forfatter og cykelbetvinger bosat i Nice i Frankrig. Han har været en fremtrædende stemme inden for mountainbikejournalistik og -fotografering i over et årti, og hans passion er at fortælle historier om de cykler, vi kører på, og de mennesker, der kører på dem.
Mary Wragg-Moncorge var den første nordamerikanske Enduro Tour-mester nogensinde, har været nr. 15 i verden i enduro og fik sølv to gange i den italienske e-Enduro-serie. I dag kører hun sjældnere cykelløb, men foretrækker at udforske bjergene og dalene omkring sit hjem i Sydfrankrig i sit eget tempo.
Del denne artikel
