Lige på den anden side af den hollandske grænse i den belgiske by Maasmechelen venter mountainbikeren Jens Schuermans på Tom Dumoulin. Det bliver et møde mellem to atleter fra vidt forskellige discipliner inden for cykling. I årevis har de faktisk trænet med få kilometers mellemrum, men i dag er deres første tur sammen – i skoven, på mountainbikes.
Dumoulin kender noget til terræncykling, som han har praktiseret ofte under og efter sin professionelle cykelkarriere. Men nu kommer han til at skrue kraftigt op for sin mountainbiking. De to ryttere forbereder sig på at udforske sporene og tale om to verdener inden for cykling: mountainbiking og landevejsløb.
MTB-udstyr: to giganter
De to aftaler at mødes på Jens' adresse i Maasmechelen. Et hurtigt kik på hinandens cykler bliver til en mere dybtgående samtale. Begge kører på Giant Anthem, en full suspension cross-country mountainbike med XTR-komponenter.
Tom inspicerer Jens' cykel, klemmer på bremsegrebene, komprimerer affjedringen og kontrollerer dæktrykket. “Dit setup er anderledes end mit,” siger Tom. De finjusterer Toms cykel, især ved at ændre grebenes placering, justere affjedringen og slippe luft ud for at sænke dæktrykket.
Mountainbikes er som udgangspunkt bygget meget anderledes end landevejscykler. UCI har strenge tekniske regler for landevejsløb, mens mountainbiking har mere frihed, hvilket fører til innovationer som f.eks. progressiv geometri. Desuden er cross-country (XCO) mountainbiking mere eksplosiv og teknisk. Denne dynamik kræver en anden siddeposition og fitting end landevejscykling.
På sporet
Dagens cykeludfordringer spidser til, da Tom og Jens kører ind på singletracksporet. Jens manøvrerer sin cykel aktivt, bruger sin dropper-sadelpind og leger med terrænet. For Tom, der er vant til en nøjagtigt kalibreret landevejscykel, er den dynamiske position på cyklen og brugen af dropperen lidt af en omvæltning. Ikke desto mindre er det tydeligt, at han føler sig hjemme på en mountainbike.
En forladt kulmine længere fremme forvandler landskabet til en labyrint af spor fyldt med stejle stigninger og tekniske udfordringer. De to ryttere deler deres professionelle erfaringer undervejs, selv om nogle af Jens' ambitiøse sporvalg af og til tvinger Tom til at stige af. Tom griner: "Jeg tror, at Jens overvurderede mig lidt, fordi jeg er tidligere profrytter. På landevejen tager jeg nedkørsler med de bedste, men på en mountainbike måtte jeg springe et par sektioner over i dag.”
Ligheder og forskelle mellem MTB og landevejscykling
Selvom mountainbike og landevejscykling har visse ligheder, er de fundamentalt forskellige. Landevejsløb handler meget om taktik, som Tom forklarer:
“Det smukke ved landevejsløb ligger i det taktiske spil – holddynamikken, at holde sig ude af vinden og at vide, hvornår man skal presse på. Det var de aspekter, der gav mig mest glæde.”
For Jens kommer færdighederne, som man skal have for at få succes på MTB, helt naturligt: fysik, teknik og individualitet. Alligevel anerkender han sit teams uundværlige rolle: “Det er ikke muligt at præstere på toppen uden støtte fra rigtigt mange mennesker. Vores team er meget sammentømret – mekanikere, støttefunktioner, alle. Vi rejser rundt sammen i månedsvis og deler sejre og nederlag.”
For Tom giver mountainbiking en forbindelse til naturen og et sus af adrenalin:
“Når man rammer et flow – uanset om det er et smukt naturspor eller en nedkørsel – er det en fantastisk følelse. At være tæt på naturen og det lille adrenalinkick gør det til noget særligt.”
En blanding af discipliner
I de senere år har adskillige cykelryttere haft succes med at bygge bro mellem flere discipliner, fra Wout van Aert og Mathieu van der Poel til Tom Pidcock og Pauline Ferrand-Prévot. Denne udveksling af færdigheder er til gavn for begge parter. Nedkørselsteknikker fra MTB har givet bedre sikkerhed og præstationer inden for landevejscykling, delvis takket være folk som Oscar Saiz, en tidligere spansk downhill-professionel, der blev landevejstræner:
“For 10-12 år siden henvendte Louis Delahaye (Rabobank) sig til mig for at få hjælp til at blive mere sikker på sine nedkørsler. Vi startede med dette sikkerhedsfokus, men da præstationsfordelene blev tydelige, bredte vi tilgangen mere ud. Med wattmålere og GPS kunne rytterne se de håndgribelige gevinster i form af fart, en sikker følelse og effektivitet.”
- Oscar Saiz
Oscar påpeger, at nøglen til at blive en bedre cykelrytter er "dirt time". Dermed mener han ryttere, der ofte kører på mountainbike eller vover sig ud i offroad-terræn. Ryttere, der tager disse erfaringer med sig til landevejscykling, er ofte gode til at læse sving, bremse på det rette tidspunkt og holde farten oppe. Nogle ryttere er selvfølgelig naturtalenter på disse områder, selv uden offroad-erfaring. Men det kan være en fordel for begge grupper at øve teknikkerne.
I en test blev rytterne ud på en tre minutter lang nedkørsel. Den hurtigste rytter fik et forspring på 15 sekunder. Men tidsforskellen var ikke det mest betydningsfulde. Analyser af rytternes wattmålere afslørede, at den hurtigste rytter havde et gennemsnitligt output på 90 watt sammenlignet med en af hans holdkammeraters 180 watt. Forskellen ligger i de tekniske færdigheder. Denne test viste, hvordan god teknik kan øge din sikkerhed, fart og effektivitet på nedkørsler. Og have energi tilbage i banken til resten af løbet.
Dette eksempel illustrerer, hvor vigtigt det er at se ud over konventionelle metoder. I enhver sport er det afgørende at være åben over for input udefra for at opnå ny indsigt og fremskridt. Teknikker og nyskabelser fra MTB-verdenen – som f.eks. avancerede køreegenskaber – bliver mere og mere populære inden for landevejscykling. Omvendt finder viden fra landevejsløb, som f.eks. videnskabelige tilgange til ernæring og specifikke træningsmetoder, i højere grad vej til mountainbiking. Denne krydsbestøvning gavner begge discipliner, skubber til grænserne og fremmer begge sportsgrene.
Fordelagtige forskelle
Undervejs på turen taler Jens og Tom om alt fra træningsplaner til mindeværdige øjeblikke i deres karrierer. Et fælles tema er vigtigheden af at nyde det, man laver – en filosofi, der holdt Jens aktiv på mountainbiken:
Jens:
"Jeg elsker at fokusere på den daglige træning og at arbejde hen imod mine egne mål. Det kan måske virke egoistisk, men der er så meget tilfredsstillelse i at håndtere et pres for at præstere på mine egne betingelser. Det er en af hovedårsagerne til, at jeg blev ved med at køre mountainbike – jeg kunne ikke se mig selv opgive mine ambitioner. Jeg har stor respekt for hjælperyttere, der dedikerer sig til at støtte en holdkaptajn, men det liv var ikke noget for mig. Mountainbiking er anderledes; det er en mindre, tættere knyttet gruppe af professionelle ryttere, hvor din individuelle præstation betyder alt. Hvis du ikke leverer varen, mister du din plads. Der er noget smukt i at sætte sig personlige mål og arbejde for at nå dem. Det lykkes ikke altid, men det er et uforglemmeligt øjeblik, når det gør. For mig er mountainbiking ikke bare en sport; det er den perfekte balance mellem udfordringer og belønninger, og jeg ville ikke bytte det for noget."
To verdener, to ekstraordinære karrierer: den ene har trukket sig tilbage, mens den anden stadig er i fuld gang. På trods af deres forskelligheder finder Jens og Tom fælles fodslag i deres kærlighed til cykelsporten. Som Tom opsummerer det:
Tom:
“Det er dejligt at tale om vores sportsgrene. De er forskellige, men alligevel ens – løbskalenderen, strukturen i livet som atlet. En fantastisk dag, der bare handlede om to fede sportsgrene.”
Tekniske innovationer på tværs
Mange nyskabelser fra mountainbiking har fundet vej til landevejscykling, herunder ICE TECHNOLOGIES skivebremser, gennemgående aksler, bredere fælge, slangeløse hjul og lavere dæktryk.
ICE TECHNOLOGIES findes igennem hele bremsesystemet for at sikre afkølede bremser og ensartet bremsekraft. En alukerne indpakket i rustfri stål hjælper med at lede varmen væk fra skiverne i samspil med kølefinnerne på bremseskiverne.
Tilsammen sørger disse forbedringer for at reducere temperaturen med 150 grader Celsius sammenlignet med at almindeligt system uden ICE TECHNOLOGIES. Det giver mindre reducering af bremsekraften (brake fade), mindre slid, blivende bremseevne og absolut kontrol.