Nogle enkle trin til at forbedre din cykling, hurtigt!
Dette er ikke en træningsguide! Det er heller ikke raketvidenskab eller magi. Alle ved, at for at blive riiiiigtig hurtig, så skal man investere en masse tid og kræfter. Men der er også nogle smutveje til at blive hurtigere, som du kan tage med det samme. Her kommer – i tilfældig rækkefølge – ti tips, du kan prøve:
#1 OPVARMNING
For at blive hurtig, skal du starte langsomt! Giv dig selv tid til at varme op fysisk og mentalt, tilpas dig forholdene og bliver klar til at yde maksimalt. Det behøver ikke at betyde 30 minutter på rulletræneren eller avancerede visualiserings- og koordinationsøvelser, som man ser DH-kørere i verdenstoppen lave. Bare det at begynde sin tur med høje omdrejninger og lav gearing for at få en fornemmelse af jordbunden kan betyde, at du er klar til at skifte niveau og øge farten.
#2 RENS DIN DRIVLINJE
Det er ikke den mest glamourøse opgave, men den giver dig en fordel! Mindre friktion betyder mere fart. Det er måske marginalt, men vi tager glædeligt imod alle gratis watt! Desuden betyder et letgående gearskifte, at du kan holde kraften oppe – HYPERGLIDE+ hjælper, men du er også nødt til at hjælpe dig selv!
#3 DÆKTRYK
En utroligt nem og hurtig måde at forbedre din cykling på er ved at sikre, at du kører med det korrekte dæktryk til forholdene. Lavere tryk giver bedre greb i mudder og en mere sikker følelse under svære forhold. Højere tryk ruller bedre på hårdtpakkede underlag, så du får mere fart på.
#4 STRÆK UD
Stramme muskler er ikke hurtige muskler. Få dem løsnet op for at få mest muligt ud af din krop og mindsk risikoen for skader. Du vil takke dig selv i fremtiden!
#5 BRÆNDSTOF
Ingen motor kan fungere med en tom tank. At have tilstrækkeligt energitilskud og væske kan gøre en verden til forskel på cyklen. Det gælder både inden løbet/turen og i lang tid efter. Den rette ernæring gør også en stor forskel i forhold til dine præstationer. Vi er ikke modstandere af et bagerstop, tværtimod, men husk også at få pakket dine kulhydrater, protein og fedt samt masser af dejlige grøntsager!
#6 BLEED DINE BREMSER
Hvis du vil køre hurtigt nedad, skal du også være sikker på, at du kan tage farten af undervejs. Bleeding af bremserne er en billig og overraskende nem måde at forbedre din cykeloplevelse på, og så giver det dig sikkerheden til at kunne tage hurtige sving, hop og spor uden frygt.
#7 TAG DET ROLIGT
Både din krop og dit sind har brug for at hvile og restituere. Nogle gange betyder det en dag på sofaen med Klassikere på skærmen, og nogle gange er den bedste medicin en rolig tur med gode kammerater og fjerne horisonter. Farten findes i friske ben.
#8 FØLG EFTER
Man kan lære meget af at følge en anden rytter: Andre linjer, starthastighed, position på cyklen, bremsepunkter... Uanset om det går opad eller nedad, så kan det være lærerigt at sidde på hjul, og det kan føre til mere fart.
#9 ET FEDT OUTFIT
Fordi det betyder noget at føle sig hurtig! Uanset om du er en erfaren profrytter eller total nybegynder inden for MTB, så er det svært at komme uden om effekten af lækkert, nyt cykeltøj.
#10 HUSK AT GRINE
Der er ikke noget mere motiverende end at have det sjovt! Prøv at komme tilbage til det grundlæggende og huske på, hvorfor du faldt for denne fantastiske sport. Så falder alt det andet på plads af sig selv.