Brage Vestaviks rejse til toppen inden for freeride-film begyndte derhjemme, men ikke på den måde, man måske forestiller sig. Under Brages opvækst i den lille by Mysen en times kørsel sydøst for Oslo blev han og hans familie på et tidspunkt genhuset, efter at deres hus brændte ned til grunden pga. en kortslutning. Det tog hele tre år, før de kunne flytte ind igen, og selv da var der meget arbejde tilbage.

“Da vi kom tilbage, lå der stadig en masse jordbunker, planker og materialer rundt omkring,” husker Brage Vestavik, som nu er 25, om byggepladsen uden for hans delvist genopbyggede barndomshjem.

Men Vestavik så også noget andet. Han så et potentiale. Han var allerede vild med alt, hvad der havde med cykling at gøre, og han begyndte at bygge hop og features med plankerne og jordbunkerne. Og i stedet for at lukke ham ned opmuntrede hans forældre ham og lovede deres altid entusiastiske søn nye jordbunker til gengæld for gode karakterer. Dermed var der tændt en ild. Vestavik har bygget nyt og udviklet sig lige siden.

“Det var sådan, det hele begyndte,” siger han om det, der er blevet hans plads blandt verdens bedste og mest kreative freeridere. “Det har altid bare været naturligt for mig at bygge de ting, jeg kører på.”

Til at begynde med var der dog begrænsede muligheder for MTB i lokalområdet. I stedet brugte han weekenderne på at jage sin far, Arnebjørn Vestavik, rundt på sporene omkring Oslo.

“Min far er hovedårsagen til mine bedrifter og min udvikling,” tilføjer Vestavik. “Han er min helt. Min inspiration fra dag ét. Jeg har altid forsøgt at cykle som ham; på en måde ville jeg være ham. Men han pressede mig aldrig. Han var altid helt åben for, at jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville. Det er jeg utroligt taknemmelig for.”

Snart brugte far og søn sammen med en gruppe nære venner deres weekender på cykelløb. Brage var et naturtalent mellem båndene og blev hurtigt bemærket af det professionelle team Devinci. Det førte juniorrytteren til at køre World Cup i downhill, hvor han med hjælp fra af bl.a. Steve Smith fik sin første smagsprøve på sportens højeste niveau.

“Det var et slag i ansigtet," husker Vestavik. "Pludselig indså jeg, at der var mange andre mennesker, der kunne cykle stærkt. Det var en hård læringskurve, men også rigtig gode år. Jeg lærte en masse."

Det viste sig, at cykelløb ikke skulle være hans skæbne inden for MTB. Men byggeprojekter blev det. Vestavik savnede en mountainbikekultur i Mysen og besluttede sig for at skabe en selv. Inspireret af scener fra de mange freeride-film, han havde set i årenes løb, drog han sammen med en gruppe nære venner ud i skoven og smøgede ærmerne op.

Resultatet er legendarisk. Hans bidrag til X Games Real MTB 2021, der vandt Fan Favorite-prisen, og hans ærefrygtindgydende Red Bull Sound of Speed-sammenklip er nogle af de mest sete videoer i sporten og viser en blanding af dristighed, kreativitet, hårdt arbejde, præcision og talent samt en rå og kraftfuld kørestil, der er helt hans egen.

“Det er vildt nu at se tilbage på de gamle [spormodeller], jeg lavede af papir, da jeg var yngre,” siger han om en samling hjemmelavede dioramaer af scener, som kunne være taget direkte fra Canadas North Shore. “Det er dybest set det, jeg gør nu – jeg bygger de features, jeg drømte om som barn.”

Vestavik havde også en vision om et større mountainbike-fællesskab; noget han manglede i sin ungdom. Så han hjalp med at opbygge det. I ti år har han og hans far drevet den lokale cykelklub i Mysen.

“Det er ligegyldigt, hvor gammel eller ung du er. Eller hvilket niveau du er på,” siger han. “Alle cykler og har det sjovt. Det er noget, min far og jeg har drømt om – men vi forestillede os ikke, at der ville komme så mange nye børn, som gerne ville cykle. Og det er ekstra fantastisk, at de kommer fra vores by.”

Dette engagement i at skabe nyt og have et fællesskab definerer denne unge stjerne. Hans bedste dage er fyldt med byggeprojekter, film og cykling med venner. For Brage Vestavik er dette hans hjem.

Relaterede historier