FIRE STEMPLER ELLER TO? KRAFT ELLER VÆGT?
Når du skal vælge hvilken slags SHIMANO MTB-bremser, du skal have på cyklen, er der masser af gode muligheder.
At vælge de rette komponenter til sin cykel kan virke som en uendelig opgave, hvor spørgsmål, valgmuligheder og beslutninger farer rundt i ring. Hvad har jeg brug for; hvad vil jeg gerne have; hvad har jeg råd til?
Hvis du kører downhill på din cykel, er bremser med fire stempler en selvfølge. Disse kraftfulde bremser er født og udviklet inden for denne disciplin, og 4-stempel-bremser som SHIMANOs SAINT og ZEE er perfekte til de barske forhold.
Men hvis du vælger bremser fra serierne XTR, DEORE XT, SLX eller DEORE, har du frit valg mellem konstruktioner med to eller fire stempler.
SHIMANOs teknologi nedarves til billigere grupper, så hver af disse benytter de samme teknologier, men fremstår på forskellige niveauer. Så uanset om du vælger bremser i topserien XTR eller på indgangsniveauet DEORE, er grundlaget for at vælge to eller fire stempler det samme, og fordelene vil være lignende.
Hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge, har holdet hos Global Mountain Bike Network lavet denne fremragende film, der forklarer forskellene. Tryk på Play og få en lektion i bremseteknologi samt nogle vildt flotte cykeloptagelser!
Hvis du kom til at kigge for meget på det smukke engelske bakkelandskab og glemte at følge med, så er her en gennemgang af hvad, hvem, hvor, hvornår og hvorfor omkring valget mellem bremser med to eller fire stempler:
TO STEMPLER
Hvad?: Det er ikke et trickspørgsmål. Det er helt enkelt to stempler (et på hver side af bremseskiven). Færre stempler betyder mindre bremseklodser og derfor mindre kontaktflade. Det betyder også lavere vægt, hvor topmodellen XTR har en bremsekaliber med to stempler på bare 87 gram!
Hvem?: Cross country-ryttere og -racere. De lettere bremser passer godt til en letvægtscykel og en let rytter. Se fx Maja Wloszczowska eller Mathias Fluckiger.
Hvor?: Cross country-cykling kan foregå på en lukket rute eller over flere dage i naturen. Det kan være korte, aggressive nedkørsler, singletrack med masser af flow eller hurtige skovveje. Bremser med to stempler kan bruges til mange forskellige typer cykling, men vil miste bremseevne på stejle og lange nedkørsler.
Hvornår?: Når større ikke er bedre og mindre er mere! Hvis du vil ud og køre mere trail-stil, kan du altid sætte en større bremserotor på og få mere bremsekraft.
Hvorfor?: Bremser med to stempler har rødderne solidt plantet inden for XC. Hovedårsagen til at vælge to stempler er for at spare vægt. For den typiske cross country-rytter er bremsekraften som regel mere end nok til at give de lettere bremser en fordel.
FIRE STEMPLER
Hvad?: Et skivebremsesystem hvor bremsekaliberne har dobbelte, modsatstillede stempler i forskellige størrelser for og bag. Systemet benytter et princip om kraftoverførsel, hvor skivebremserotoren trykkes af det mindste stempelsæt først og derefter af de større og mere kraftfulde stempler bagved i rotationsretningen. Det forhindrer skivebremserotoren i at slå sig og reducerer bremsestøj betydeligt.
Fire stempler giver en større kontaktflade med bremseskiven i en kompakt kaliber med effektiv placering af stemplerne for at holde et stabilt tryk.
Hvem?: Ryttere som vil køre på mere avancerede spor, har mere fokus på downhill og ønsker bedre bremsekraft. Trail-entusiaster og Enduro-ryttere sværger til de stærke 4-stemplers bremser. Se fx Martin Maes og Jill Kiltner.
Hvor?: Bremser med fire stempler træder i karakter, når bjergene kalder. Lange, stejle spor, som kræver konstant, ensartet og stærk bremsekraft.
Hvornår?: Når stopkraften har stor betydning og vægten ikke er afgørende. Når du ikke er sikker på, hvor langt der er til bunden af nedkørslen, men du har brug for, at dine bremser fungerer perfekt hele vejen!
Hvorfor?: Årsagen til at vælge 4-stemplet bremser er kraft! Du skal have mere kraft, hvis du er en tungere rytter på en tungere cykel, der kører med højere fart og på længere nedkørsler.